Moderne rengøring kræver mere end kost og spand

De små detaljer, kundepleje, knofedt, grin, brun sæbe og knokkelarbejde er hverdagskost i rengøringsbranchen, hvor alle kan købe en spand, en klud, sæbe og så starte rengøringsvirksomhed, men det kræver hårdt arbejde at opnå succes.

Rengøringsbranchen har haft nogle pressede år. Frank Jensen der til dagligt er forretningsfører ved Jysk Service ApS i Fredericia kan nikke genkendende til dette. ”Da vi åbnede forretningen i Fredericia, mødte vi ofte meget lave priser, eller den med ejerens datter eller nevø stod for rengøringen – det var et meget presset marked, vi trådte ind i”, fortæller Frank Jensen.

Fra  John Rabis’ og Franks start med kontor i Videnparken Fredericia til der, hvor Jysk Service er i dag, er der sket meget. Frank har inviteret mig på besøg i Esbjerg, hvor Jysk Service er ved at foretage slutrengøringen og vinduespoleringen af et 15.000 m2 nyt domicil med mere end 1000 vinduer. Turen fra Fredericia til Esbjerg går via motorvejsnettet og jo flere vindmøller, der dukker op i horisonten, jo tættere kommer jeg på Esbjerg. Bildøren kan næsten ikke åbnes. Vinden agerer mur – ”Gorm” er ikke aftaget helt og vandstanden i Esbjerg er høj. Frank råber, men vinden fanger de fleste ord, jeg forstår dog beskeden – om at komme i læ og ind. Foran mig er 15.000 m2 arkitekttegnet indflytningsklar domicil til kundens 750 medarbejdere.

Telefonen ringer – det kan man dog ikke se; man går og snakker med Frank og lige pludselig skifter emnet, og man taler med, indtil man opdager, at han kommunikerer via headsettet.

Frank og hans 17 folk er i gang flere steder. En børnehave i Fredericia, advokathus i Kolding, bageri i Fredericia, Hr. og Fru Danmarks-vinduer, ja opgaverne spænder vidt og meget skal koordineres på telefonen.

”Gorm” gav søndagskaffe

Stormen i weekenden har medført mere arbejde. Et vagtfirma sendte Jysk Services tropper på søndagskaffe, fordi det var for usikkert at være i den 15.000 m2 store bygning. Stormen betyder også beskidte vinduer, så kunderne ringer og spørger, hvornår de kan få pudset igen. Samtidig går Frank rundt med byggeledelsen for minutiøst at gennemgå flader, vinduer, døre, gulve og lufter. Jysk Service har gjort rent undervejs efter håndværkerne, men også gennemført to særopgaver, hvor alle vinduer er blevet renset og afsyret for beton og snavs i forbindelse med byggeriet. Et andet hold er i gang med damp og brun sæbe for at få betontrappen til at stå blank.

På de fire etager løber Frank og hans folk frem og tilbage. Der pudses vinduer, vaskes flader og støvsuges til den helt store guldmedalje. Elevatorerne har også fået en særlig omgang, så de står helt blanke med de sølvfarvede nuancer. 14 mand har knoklet hele weekenden for at blive færdig, alligevel er der travlhed.

Hvad adskiller Jysk Service fra andre rengøringsvirksomheder?

”Vi har mange konkurrenter, og prisen er ofte eneste parametre kunderne kigger efter i starten, men jeg tror, vi vinder på lange bane. Vores medarbejdere taler dansk, er grundigt uddannet, vi går efter et højt niveau, og laver vi fejl, så retter vi dem omgående. Samtidig er det en kæmpe fordel, at jeg selv arbejder med på projekterne. Det giver overblik. Når det er sagt, så var det en meget svær start, for mange startede rengøringsvirksomhed – det kræver jo bare en spand, en klud og sæbe at starte – tror mange. Det kører måske godt i nogle måneder, men så møder de muren. Jeg har været i branchen i snart 33 år og ved, at der skal kæmpes for hver eneste kunde, og hvis kun prisen er afgørende, så er det ekstra svært. ”

Gode forhold er et must

Jysk Service har samtidig valgt at indgå overenskomst med brancheorganisationen Dansk Service og dermed også 3F.

”Vi har faktisk mærket, at kunderne i stigende grad, ønsker dansktalende arbejdskraft, der arbejder under ordnede forhold, så vi tror på, at det er rigtigt set.”

Vi kører op og ned i elevatoren, op og ned af trapperne. Vinden suser og synger i takt i den store bygning, og det gør Rasmus Seebach også på radioen. Frank sender en medarbejder af sted efter drikkevarer til pausen; Faxekondi, Pepsi Max og en stor instant coffee. Stimulanser skal der til, når man er i gang fra morgen til aften. Kl.5.00 i morgen tidlig skal Jysk Service være der igen for at udføre den sidste finish.

Frank, Heinrich og Kasper går opgaverne igennem en sidste gang. Frank bener efter en spand sæbevand. Bevæbnet med en klud bevæger Frank sig rundt langs kanterne med kroppens styrke. Svedperler dukker op på panden af Frank.

”Det skal være i orden. God rengøring giver et godt indeklima, mindre sygefravær og gladere medarbejdere, og vi ønsker at efterlade et godt indtryk, så alle er tilfredse”.

Frank og jeg går sammen ned til udgangen på den flotte bygning. Bølgerne banker over stenene foran byggen. De fire mænd sidder og kigger på. Om et par dage er der nye opgaver og Jysk Services folk skal igen vise deres værd.